Krybdyr som kæledyr

Krybdyr bliver aldrig tamme på samme måde som f.eks hunde, marsvin og undulater, men det kan alligevel være rigtig spændende at have dem som hobbydyr.

Både skildpadder, slanger, krokodiller og øgler er krybdyr, og selv om de er meget forskellige, har de også en del tilfælles.

 

Æg og fødsler

Næsten alle krybdyr lægger æg, men hos nogle slanger klækker æggene inden de bliver lagt, og så kravler ungerne selv ud – næsten lige som en rigtig fødsel. Hos den danske hugorm og den sydamerikanske boaslange foregår det feks på den måde.

Æg fra skildpadder og krokodiller er hårde og minder om fugleæg, mens slangernes og øglernes æg er bløde og mere læderagtige.

 

Krybdyr mangler termostat

Alle krybdyr er vekselvarme . Deres kropstemperatur veksler med omgivelserne, og de må kravle i skygge, hvis de har det for varmt eller ud i solen hvis det bliver for koldt. Derfor skal et krybdyr i et terrarie altid have et sted, hvor det kan blive varmet op, og et sted hvor det kan køle ned.

 

Skællet hud og ham

Som I sikkert ved, har krybdyr skæl i stedet for pels og fjer. Skællene er lavet af det samme som negle og dit hår – et stof der hedder keratin.

Ligesom menneskets hud udskiftes, så skifterne krybdyr også ham. Hammen er det yderste tynde hudlag, og slangerne skifter hele hammen på en gang, mens andre krybdyr skifter den i mindre stykker – lidt som når vi skaller om sommeren.

Skildpadden – panservogn eller ubåd?

shutterstock_91533404

Der har levet skildpadder på jorden i mere end 250 millioner år. De har levet side om side med dinosaurerne og klaret sig, mens dinosaurerne uddøde. I dag finder man skildpadder både i havet, i ferskvand og på land, men de skildpadder, der er kæledyr, er ofte landskildpadder eller sumpskildpadder. De to arter skal passes på helt forskellige måder, og kender man ikke forskel, kan det koste skildpadden livet.Det er nemt at se forskel, hvis man kigger på skildpaddens øjne, tæer og skjold:

Sumpskildpadden er et rovdyr, og øjnene sidder foran på hovedet. Derudover har den et fladt strømlinet skjold og svømmehud mellem tæerne.

Landskildpaddens øjne sidder på siden af hovedet som hos andre planteædere. Dens skjold er højt og hvælvet, og den mangler svømmehud mellem tæerne.

Når I ved, hvilken slags skildpadde I vil anskaffe jer, kan I indrette terrariet på den bedste måde for skildpadden og fodre med det rigtige foder.

Sumpskildpadder skal have mulighed for at svømme, og vanddelen skal fylde mest i terrariet. Landskildpadder har ikke brug for at svømme, men de skal have mulighed for at drikke vand.

Sumpskildpadder er kødædere men æder også lidt planteføde. 90 % af deres føde er kød som feks insekter, muslinger og rejer, men det er omvendt med landskildpadden, der æder 90 % planteføde som feks mælkebøtter, gulerødder og salat. En typisk misforståelse er, at landskildpadden ikke æder kød, men det gør den. Hvis den går ude om sommeren, tager den selv en regnorm i ny og næ.

En varieret kost er vigtigt for at holde din skildpadde sund og rask. her kan du læse mere om hvordan du laver et sundheds tjek af en landskildpadde “vælg en sund landskildpadde”

Vælg en sund landskildpadde

Når du har besluttet dig for, hvilken art af skildpadder, du gerne vil have, er der nogle ting, duLeopardskildpadde i naturen skal være opmærksom på, inden du vælger den eller de skildpadder, der skal med dig hjem.

Sundhedscheck
Det er vigtigt, at du sammen med en voksen finder en god dyrehandler eller en privat opdrætter, der har tid til at give dig nogle gode råd om skildpadder. Se godt på det terrarium hvor skildpadderne bor; det skal være pænt og rent, og alle dyrene i det skal selvfølgelig være raske. Se også på nogle af de andre bure der er i huset eller i butikken – ser det ud til, at dyrene har det godt?

Når du skal vælge en skildpadde, skal du kigge på skjoldet og huden, næbbet og munden, øjnene og kløerne.
Skjoldet skal være hårdt og jævnt uden skader. Eksempelvis må det ikke være fyldt med små toppe, der ligner tobleronechokolade. Også huden skal være glat, men da skildpadder skifter ham, er løse hudflager ikke nødvendigvis tegn på sygdom.
Næbbet må ikke ligne et papegøjenæb (overbid), og hvis du kigger ind i skildpaddens mund, skal den være fugtig og lyserød.
Skildpaddens øjne skal være klare, og næseborene skal være fri for snot – hvis skildpadden er forkølet, kan du måske høre, at det piber, når den trækker vejret.
Kløerne må ligesom næbbet ikke være for lange

Derudover skal du lægge mærke til, hvordan skildpadden opfører sig: en sund skildpadde er aktiv og støtter selvfølgelig på alle fire ben, og hvis den bliver vendt, så den ligger på ryggen, skal den prøve at vende sig om igen.

Skildpaddepas
Europæiske landskildpadder er blandt de mange dyr, der er truet, og derfor skal dyrehandleren give dig et CITES-certifikat, et slags skildpaddepas, når du køber en skildpadde. Uden certifikatet kan du hverken købe eller videresælge skildpadden lovligt.

Det er mange ting at skulle huske på, men når du kommer hjem med et sundt og rask dyr, er det den bedste start på nogle spændende år som skildpaddeejer.