Sponsoreret indhold




Finurlige facts om krybdyret skildpadden

Skildpadder er krybdyr, og selv om de ikke kun findes på land men også i havet og i ferskvand, trækker de vejret ved hjælp af lunger, fuldstændig lige som feks pattedyr og fugle.

Sumpskildpadder og landskildpadder er populære som kæledyr, men de har meget forskellige foder- og terrariebehov, og det er vigtigt at sætte sig ind i, før man køber en skildpadde.

Blomster og badning

Sumpskildpadderne har brug for både vand og land i deres terrare – vand de kan svømme i, og en landdel hvor de kan kravle op og få varmen. Og så æder de næsten kun kød:  i naturen er det bla insekter, snegle og småfisk, men I kan prøve jer frem med små stykker kød, rejer eller insekter, I selv finder.

Landskildpadderne har ikke brug for et svømmebassin, men de skal have adgang til drikkevand. De foretrækker planteføde, og I kan selv finde mælkebøtter, brændenælder og skvalderkål til dem. Prøv at give skildpadden spiselige blomster i forskellige farver og se hvad den helst vil have. De fleste vil sjovt nok helst have gule blomster. I skal alligevel tilbyde skildpadden lidt kød af og til – hvis skildpadden går udendørs om sommeren, vil den af og til æde en regnorm helt af sig selv.

Pas til ”padden”

Ikke alle ved, at skildpadder er truet af udryddelse. Det er de blandt andet, fordi vi mennesker i mange hundrede år har spist dem og brugt dem til kæledyr. Derfor skal I aldrig købe en skildpadde, der er fanget i naturen, og det kan I undgå, hvis I sørger for at få papirer på, hvor skildpadden kommer fra – en slags skildpaddepas. Papirerne kaldes for CITES-papirer, og CITES står for Convention on International Trading of Endangered Species.

Skildpaddeburger

Skildpadder kan ikke tåle at blive tabt. Deres ryghvirvler er vokset sammen med skjoldet, og ryggen brækker let, hvis man taber skildpadden. Den bedste måde at holde skildpadden på er med begge hænder, ligesom når man holder på en stor burger.